Fluen og vennerne

Jeg var netop vendt hjem fra vinterferie og glædede mig til at se genudsendelsen af ugens mest omtalte dokumentarprogram, 'Dagbog fra midten', Christoffer Guldbrandsens portræt af partiet Ny Alliances nedtur. Ud fra omtalerne lød det som en fantastisk og rystende dokumentarfilm, hvor Guldbrandsen sad som en flue på væggen og nøgternt iagttog hvordan partiet stille og roligt gik i opløsning.

Men det viste sig at være en forbløffende overfladisk skildring, der ikke gik særlig tæt på de problemer partiet havde. I dokumentaren lader Guldbrandsen forstå at han er gode venner med både Naser Khader og Khaders spindoktor Rasmus Jønsson. Dermed begår han en af de fejl som jeg ofte advarer mine journalistikstuderende mod: Man skal ikke interviewe og portrættere familie og venner, for man er sjældent i stand til at se nøgternt på dem og det er svært at stille kritiske spørgsmål til folk man er tæt på.

'Dagbog fra midten' er ikke en kritisk og troværdig skildring af partiets opblomstren og henvissen, men snarere et forsøg på reddende kritik af Naser Khader, Rasmus Jønsson og til dels Gitte Seeberg. Der er ingen direkte skildringer af Naser Khaders manglende lederkompetencer, og al kritik bliver lagt ud i form af citatpluk fra en række indslag i tv-aviserne. Selv om Guldbrandsen var så tæt på Khader, så viser han ikke selv episoder, der viser hvordan Khader var med til at lægge partiet i graven.

I stedet vælger Guldbrandsen at fokusere på Khaders spindoktor Ulla Østergaard som den centrale skurk i dramaet om Ny Alliance. Hun bliver skildret som en hoven, magtarrogant og dominerende edderkop, der ustandselig piller sig i ansigtet og trækker i trådende, mens hun forsøger at manipulere med pressen, bl.a. med Guldbrandsen som hun vil sætte på porten under fortrolige diskussioner.

Men det er alt for nemt at bruge hende som den centrale skurk i sagen, og helt misvisende at fokusere så meget på hende. Hun er givetvis en problematisk spindoktor, men det virker ikke rimeligt at der rettes så megen vrede og kritik mod hendes rolle som det er tilfældet i denne film.

Der er andre og langt tungere forhold der fik Ny Alliance til at falde fra hinanden. Interne uenigheder mellem de tre stiftere, et luftigt program, en manipulerende Anders Samuelsen, en leder der viste sig at være nærtagende og uden retoriske færdigheder og lederkomptencer - og sikkert mange andre ting.

'Dagbog fra midten' er et eksempel på to ting: Man skal ikke interviewe folk man står tæt på - slet ikke når man vil være en flue på væggen. En flue har ikke følelser over for de portrætterede. Og som kilde skal man ikke fornærme og krænke journalistens forfængelighed, sådan som Ulla Østergaard kom til skade at gøre med Christoffer Guldbrandsen. Det sidste så man også da det velestimerede amerikanske nyhedsprogram '60 minutes' var i København i forbindelse med Muhammed-krisen. Deres skildring af Danmark endte med at blive et nedladende og perfidt portræt af danskerne. Når man så programmet kunne man forstå at det der især havde vakt programmets vrede var, at Jyllands Posten afviste at tale med '60 minutes' berømte reporter. Det gør man ikke ustraffet.