Så hurtigt kan man miste sin troværdighed

Sagen om Birthe Rønn Hornbech er et barsk eksempel på hvor hurtig man kan falde fra tinderne når talen er om troværdighed. Inden Hornbech blev minister var hun en af de mest respekterede politikere på Christiansborg. Hun var kendt for at være en kompetent og idealistisk politiker der altid sagde sin uforbeholdne mening. Hun kunne så tvivl selv hos modstandere. Når Hornbech havde et synspunkt, var der noget om snakken. Man kunne stole på hende.

Siden ministertiden har hun haft en mildest talt uheldig rolle i medierne. Så uheldig at hun bliver yndlingsoffer i de kommende sommerrevyer. Episoden hvor hun ville tage billeder af ihærdige journalister, men vendte kameraet ind mod sig selv, ændrede definitivt hendes status fra respekteret politiker til politisk klovn.

Men hvad gik galt? Hvordan kunne hun sætte en så høj troværdighed over styr på så kort tid?

Svaret finder man i det retoriske nøglebegreb etos. At man har et godt etos betyder at folk har en umiddelbar tillid til at det man siger er rigtigt. Jo stærkere etos man har, jo lettere er det at argumentere for en sag, jo mindre behøver man at bevise at man har ret.

Etos er noget man bygger op. Man skal vise 4 ting: 1. At man er kompetent og kan se nuanceret på en sag. 2. At man er en moralsk anstændig person med en stabil identitet, og at man overholder anerkendte regler for god opførsel. 3. At man er drevet af idealisme og ikke personlig vinding. 4 At man arbejder i tilhørernes interesse og for deres bedste.

Fejler man på et af de 4 punkter, skader man sit etos og dermed sin evne til at overbevise. Før ministertiden stod Birthe Rønn Hornbech stærkt på alle fire punkter, især de tre første. Siden har hun fejlet på alle punkter. I integrationsdebatten er hun med sin manke faret frem modig som en løve, men hver gang faldet ned som en kneblet lænkehund.

Hendes skiftende udmeldinger mht. tørklæder og integration har sået tvivl om hendes stabilitet og identitet, så hun i dag fremstår som det man populært kalder en vindbøjtel. At hun i afgørende sager må føje sig efter Dansk Folkeparti, og at Fogh gentagne gange har givet hende mundkurv på, har svækket hendes ærlighed og idealisme. Hvad mener hun egentlig? Og hvis hun ikke længere er drevet af idealisme, hvad er hun så drevet af?

Hendes fjendtlighed over for medierne har skabt tvivl om hendes moralske beskaffenhed, og om hun overhovedet har forstået spillereglerne for et moderne demokrati. Hendes presseskyhed skaber samtidig usikkerhed om hun vil tilhørerne, os, det bedste. Når hun ikke vil tale med medierne, virker det som om hun heller ikke vil tale med os. Alt det skaber tvivl om hendes kompetence som minister. Og dermed er hendes troværdighed borte som dug for solen.