Ulven Lars Løkke

Hvorfor stoler vi ikke på Lars Løkke? Hvorfor får han i den ene måling efter den anden mindre opbakning fra befolkningen end Helle Thorning? Hvorfor er mange danskere utrygge ved udsigten til at få ham som statsminister - trods hans åbenlyse fordele som kommunikator, debattør og politisk forhandler? Hvorfor bliver han af de fleste uden for partiet Venstre afskrevet som en seriøs statsministerkandidat?

Mange vil sikkert pege på de mange uheldige sager der er dukket op i Lars Løkkes kølvand: Bilagsroderi, overforbrug, tendens til smålighed, underlige hotelovernatninger under dæknavne og et lidt for lystent forhold til mad, cigaretter, øl og vin.

Hans troværdighed er dalet fordi han ikke har opført sig som en værdig leder. Men er det kun hans handlinger der har plettet hans troværdighed? Ville han have haft en chance hvis der ikke havde været de sager?

Det kan man godt tvivle på. Lars Løkke deler et problem med mange andre - bl.a. George W. Bush: De har ansigtstræk der for en til at tænke på et rovdyr. George W. Bush har små tætsiddende øjne. Lars Løkke har derimod store øjne der sender tankerne i retning af ulven der venter på Rødhætte ved skovstien.

Lars Løkkes ulveblik kommer til udtryk ved at han i interview- og debatsituationer ofte kigger til siden og ud af øjenkrogene. Han har et hårdt blik og i mundvigen titter ofte et lille smil frem der kan svinge fra hånende ironi til sarkastisk arrogance. Samtidig har han en aggressiv debatform med markante udsagn og frontale afvisninger af modpartens argumenter. Og så har han let til latter, men tit en aggressiv og spottende latter. Det giver ham en udstråling som vi bliver utrygge ved.

Hvis Lars Løkke skal have en chance for at blive statsminister, skal han vise at han ikke det vi tror. Han skal vaccinere os mod de forestillinger vi har om ham. Han skal vise at han ikke er den rolle vi tror.

Det er udfordring for alle der stiller sig op foran andre og taler. Vores tilhørere danner lynhurtigt et billede af hvem vi er. De kigger på vores tøj, mimik, alder, køn, gestik, udstråling og lytter til vores ord. Ud fra de detaljer danner de et billede, indimellem negative billeder der hindrer dem i at høre det vi siger.

Derfor skal man vise at man ikke er den rolle man tror. Man skal kende til de negative forestillinger tilhørerne kan få af en - og så skal man hindre dem i at få de forestillinger. Inden for retorik, siger man, at man vaccinerer tilhørerne mod negative fordomme.

Lars Løkke skal vise os at vi godt kan stole på ham. At vi ikke behøver at være bange for ham. Han skal smile mere og smilet skal være varmt. Han skal ikke kigge til siden, men vænne sig til at se oprigtig interesseret på sin modpart. Han skal lade være med at le spottende. Og han skal undlade at afvise hans modpart med kategoriske og nedgørende argumenter. Han skal kort sagt være en mere vennesæl guttermand, den folkets mand som han også har anlæg for at være. Han skal optræde i flere godgørende begivenheder. Tage et barn på skødet og synge for. Uden vi mærker ulven under pelsen.

Skriv kommentar

  • Felter med * er påkrævet.






Seneste artikler

Seneste blogindlæg

Copyright © 2007-2010 | Søren Marquardt Frederiksen | Kontakt »

Top ^