Den bedste retoriker er ikke altid den bedste leder

Retorikere har en tendens til at betragte veltalenhed som det vigtigste parameter, der afgør om en leder lykkes. Men retorikken har ikke alle svar, når man skal kåre vinderen af en lederduel.

Den tyske forfatter Thomas Mann har skrevet en (morsom og læseværdig) roman om en ung forvildet mand, der drager på sanatorium for at komme til sig selv. I ’Troldomsbjerget’ møder den unge mand Hans Castorp tre lederfigurer, der prøver at knytte ham til sig. Bl.a. en veltalende og godhjertet humanist og en levemand, der taler i tåger og ikke formår at knytte to sætninger sammen, så de giver mening. Det ender med at Hans Castorp følger den tågetalende levemand.

Det samme gør sig muligvis gældende med det seneste opgør om formandsposten i Det Konservative Folkeparti, hvor Lene Espersen giver op og Lars Barfoed tager over. Lene Espersen er ud fra en retorisk betragtning en bedre leder end Lars Barfoed. Hvor Lene Espersen er ekspressiv, direkte og klar i mælet, er Lars Barfoed introvert og tilbageholdende, på grænsen til det mumlende og kedelig på tv.

Men han kan sagtens vise sig at være en bedre leder end Lene. En leder skal nemlig ikke måles på sine retoriske kompetencer. Der er andre parametre, der er vigtigere, når den rette leder skal vælges.

Den engelske hundepsykolog Jan Fennell har studeret de sociale mekanismer i ulveflokke for at finde ud af, hvordan man bedst opdrager en hund. I en ulveflok er der en alfa-han og en alfa-hund. De to alfa-ulve bestemmer alt i flokken, det er kun dem der parrer sig, det er dem der fører an, når de er på jagt, og når byttet er nedlagt, er det dem, der spiser først.

Hvis man skal være en god hundeejer, siger Jan Fennell, skal man være en god pack-leader og efterligne alfa-ulvens adfærd. Det der kendetegner alfa-ulven er at den påtager sig et klart lederskab. Den går forrest, når flokken er på jagt. Når der er farer på færde, bliver den ikke urolig og mister ikke overblikket. Den er rolig og handlekraftig, reagerer beslutsomt og kan håndtere alle situationer. For hundeejeren betyder det bl.a. at han skal spise før hunden, han skal gå ud af døren før hunden, han skal undgå at blive ophidset og miste besindelsen, og under gåture skal han gå forrest og bestemme retning og hastighed. Først da overgiver hunden sig til ejeren og gør som han siger. Signalerer hundeejeren tøven og manglende overblik, mister han hundens tillid og opbakning.

Det samme gælder for ledere i virksomheder, partier og organisationer. Lederen skal være en god pack-leader. Lederen må ikke ryste på hånden. Opstår der konflikter og kriser, skal der også være løsninger, ellers vil det hurtigt resultere i usikkerhed blandt flokkens medlemmer. Får de ansatte, partimedlemmerne, flokken indtryk af en leder der er trængt op i en krog og ikke kan bringe flokken ud af en knibe, vil de miste tilliden til lederens kompetencer. De vil være mindre tilbøjelige til at underskrive kontrakten om kooperativ identitet, og der vil være risiko for at deres motivation og præstation falder. En ny leder skal findes.

Når en kompetent leder taler, styrker det flokkens kultur og identitet. Det afklarer forventninger, fjerner tvivl og giver fornemmelse af retning, mål og værdier. Lene Espersen havde tydeligvis ikke løsninger på problemerne, og demonstrerede derfor ikke lederskab. Muligvis er Lars Barfoed bedre til at demonstrere lederskab. Det kræver ikke nødvendigvis retoriske vinderpotentiale, men derimod alfa-ulvens egenskaber. Kan Lars Barfoed signalere disse lederegenskaber vil konservative vælgere og partifolk opfatte ham som en kompetent leder. De vil trygt overlade lederskabet til ham og nære tillid til at han har styr på retningen og kan lede partiets ve og vel igennem stormefulde vande og i sikker havn.