I lære som statsminister

Stor spænding om Lars Løkke Rasmussens første tale som statsminister. Alle medier og folketingsmedlemmer var på plads i folketinget. Men hvordan gik talen, hvis man kigger med retoriske briller?

Ville vi møde en anderledes, mere jordnær og direkte statsminister end den alvorlige og formelle Anders Fogh? Ville Lars Løkke optræde som den folkets mand han har anlæg for at blive? Ville han være de borgerliges svar på Anker Jørgensen, der kan tale uden politisk omsvøb og i et almindeligt hverdagssprog alle kan forstå? Ville han skabe tillid til at han er den rette leder af Danmark? Kunne han skabe en stemning af at han vil lede os ad en ny og bedre vej?

Havde man forventning om en ny, folkelig stil i statsministeriet, var talen en skuffelse. Lars Løkke har ændret stil siden han fik overleveret nøglerne til statsministeriet, men til en mere formel og alvorlig statslederstil med nyklippet hår og nyt gråt slips. Det var ikke Lars Løkke der har ændret statslederrollen, men statsministeriet der har ændret Lars Løkke.

Hans jomfrutale som statsminister var så typisk "statslederagtig", at den gav indtryk af, at Lars Løkke har bestræbt sig ihærdigt på at lyde som en rigtig statsminister og ikke som ham den runde og djærve Lars Løkke vi kender. Faktisk var hans tale så typisk politisk i form og indhold, at den stort set kunne være holdt af de fleste midtersøgende partiledere. Helle Thorning, Lene Espersen og Margrethe Vestager ville have valgt nogenlunde de samme ord, de samme emner og de samme argumenter.

Når man kender til Lars Løkkes retoriske evner, var det en overraskende kedelig tale. Hvor han normalt har humor, personlige ordvalg og en underholdende argumentationform, brugte han i sin første tale som statsminister masser af politiske omsvøb og vendinger fra en svunden kancellitid. Hans sprog var præget af abstrakte ordvalg, lange sætninger og lange ord, en hel del upersonlige verbalsubstantiver og mange politiske floskler og banaliteter i stil med "Vi vil bekæmpe social udstødelse", vi skal være "dynamiske og kreative" og løsninger skal være "samfundsøkonomisk bæredygtige". Han sagde også "Vi vil tilbyde fleksible løsninger i stedet for standardvarer", men sprogligt var det netop politiske standardvarer han leverede.

Han brugte kun få konkrete ord ("gader, skoler og fængsler") og talte kun sjældent til vores følelser. Enkelte gange gav han konkrete eksempler (om sin 19 årige søn) og brugte sprogblomster, men sprogblomsterne var klicheer og de konkrete eksempler fyldte kun lidt i forhold til det øvrige. Også hans evne til at få kontakt med sine tilhørere svigtede ham. På talerstolen virkede han stiv og bundet til sit manuskript. Han brugte mere tid på at kigge i papirerne end på sine tilhørere. Stemmen var rolig, fast og dyb, men talehastigheden, de skematiske pauseringer og betoninger af enkelte ord fik hans stemme til at virke maskinel, og ikke energisk og naturlig som den plejer at være.

Indholdsmæssigt bar talen præg af selvros og tekniske udredninger af de politiske løsninger regeringen har leveret på vigtige samfundsproblemer. På den måde var det en typisk logos-tale, der ofte virker tør og kedelig. Hvilket også tydeligt blev afspejlet i hans tilhøreres blikke. Når man ser fx Obama tale til sine tilhørere, er tilhørerne altid præget af intens og ufravendt opmærksomhed mod Obama. Men Lars Løkkes tilhørere, hans egen folketingsgruppe, kiggede i lige så mange retninger som der var øjne. Lars Barfod sad endda med lukkede øjne under sin nye statsministers tale.