Bryllupstalen

Hvordan skriver du den perfekte bryllupstale?

Danmarks Radio P4 inviterede mig i studiet et par dage før datoen 10.10.10, hvor mange skulle giftes. I programmet fortalte jeg, hvordan man skriver en god bryllupstale. Du kan her læse mine råd til den perfekte bryllupstale. Teksten er en udvidet version af min artikel om festtalen. Først følger nogle overordnede pointer, dernæst en konkret arbejdsplan, så du hurtigt og let får skrevet den perfekte bryllupstale.

1. Hvorfor skal du holde en bryllupstale?

Gode bryllupstaler binder et selskab sammen. Når vi roser en person til en fest, siger det noget om de ting vi er optaget af. På den måde bliver personen et smukt og idealt spejl, der kaster lys tilbage på os andre. Festtaler skaber fælles værdier og giver selskabet en fælles forståelse for hvem de er og hvorfor de er sammen. Gode taler er desuden det man husker fra et bryllup. En bryllupstale er en unik mulighed for at fortælle, over for andre, hvor meget du holder af en person.

2. Snup ikke en bryllupstale fra nettet

Du må ikke bare snuppe en bryllupstale fra nettet og skrive den lidt om. Det mærker gæsterne med det samme. Når man lytter til en sådan bryllupstale, er det som at stikke hovedet ned i en tom fryser. Det virker koldt og får alt til at virke tomt og ligegyldigt. Selv maden kan pludselig miste farve og smag, når man hører en tale, der ikke er skrevet af taleren selv.

3. Talen skal komme fra hjertet

Gæsterne skal mærke at det er vigtigt for dig at holde denne bryllupstale. Det kan de ikke, hvis du bare finder en på nettet. Og heller ikke hvis du japper talen af og hele tiden taler i samme hastighed, som var du en sjælløs maskine.

4. Du skal have et budskab

Når du holder en bryllupstale, skal du have et budskab du vil overbevise gæsterne om. Du kan fx gøre folk opmærksom på at aftens hovedperson er en livsglad eller omsorgsfuld person. Alt hvad du tager med i talen skal understrege det budskab.

5. Du skal rose personen

Til et bryllup er vi samlet for at fejre brudeparret. De er vores halvguder denne dag. Derfor skal du i din bryllupstale rose deres væsen og handlinger. Du skal fokusere på fortiden og nutiden og berømme det smukke og det brudeparret er gode til.

6. Du kan fx rose brudeparret for deres:

Storsind, loyalitet, mod, indføling, retfærdighedssans, omtanke eller særlige talenter som de har. Vi synes ofte, at det er særligt rosværdigt, hvis folk gør gode gerninger uden tanke for gevinst og egen vinding. Jo flere mennesker den gode gerning gavner, jo bedre synes vi gerningen er. Giv eksempler på brudeparrets gerninger og vis hvordan de er til gavn for andre.

7. Hvad kan du tale om?

Bruden og brudgommen kan i deres bryllupstale fortælle hvorfor de har valgt den anden, hvad de faldt for, hvordan deres liv er blevet ændret efter de har mødt den anden, ømme og morsomme oplevelser med den anden, hvad man føler for den anden. Venner kan i deres bryllupstale snakke om sjove episoder de har haft med personen. Forældre kan fortælle om hvor stolte og glade de er på parrets vegne. Det er en god ide at tale om fremtiden og komme med et godt råd, fx om at man skal huske at tage tid til hinanden eller hvordan man bevarer dynamik i et parforhold. Men undgå moralprædikener.

8. Giv eksempler

Giv konkrete eksempler på de karaktertræk, du fremhæver. Fortæl personlige (men ikke pinlige) historier. Det må gerne være historier der trækker på smilebåndet og som er holdt i et let drillende toneleje.

9. Tal til folks følelser

En bryllupstale skal berøre gæsternes følelser. Jo flere følelser du kan vække, jo stærkere virker talen. Det kan fx være stolthed over at kende denne person. Vemod over at en tid er forbi. Glæde over det der kommer. Ærgrelse over ting der gik galt. Det behøver ikke kun at være positive følelser. Det virker stærkt at bruge kontraster, og gå fra frygt til håb, fra sorg til glæde.

10. Fortæl personlige ting

I din bryllupstale kan du fortælle personlige ting, hvor du ”blotter” dig og fortæller ting som du normalt ikke fortæller andre. Det virker som et stærkt følelsesmæssigt drama og vil få dig til at virke ærlig.

En arbejdsplan for bryllupstalen

Det kan være svært at komme i gang med at skrive en bryllupstale. Derfor følger her en arbejdsplan, hvor du hurtig og let får skrevet en bryllupstale. Du skal lave brainstorm. Det vil sige, at du sætter dig med et tomt stykke papir og skriver en masse ord ned. Uden at tænke over om det du skriver er godt eller skidt. Først når du er færdig med brainstormen skal du vælge og slette det der er skidt. Brug to minutter på hver brainstorm.

1. Brainstorm på karaktertræk

Skriv ord med karaktertræk der er typiske for personen du skal tale om. Fx at hun er stædig, egoistisk, viljestærk, gavmild, farverig etc. Understreg de ord som du synes er de vigtigste og find positive ord om de negative sider.

2. Brainstorm på personlige oplevelser med personen

Beskriv alle episoder du har oplevet sammen med personen. Det kan være episoder der er sjove, rørende, uhyggelige, tankevækkende, kærlige etc. Udvælg de episoder der understreger de karaktertræk du vil fremhæve i din bryllupstale.

3. Brainstorm på handlinger, interesser og citater

Lav brainstorm om ting person har sagt, handlinger hun har gjort, de planer hun har, de ting hun interesserer sig for og ord andre har sagt om hende. Udvælg de mest karakteristiske ting til din bryllupstale.

4. Brainstorm på gode råd

Hvilket godt råd vil du give bruden med på vejen? Brainstorm på alle de gode råd du kan komme i tanke om.

5. Din bryllupstale skal være levende og underholdende

Du skal aktivere folks fantasi og få dem til at se de ting du taler om. Beskriv ting levende med konkrete detaljer: En bustur i en rød bus med orange plyssæder og regndråber der løb skråt ned over ruden. Sig: ”Jeg kan huske en gang hvor …”

6. Start godt

Start bryllupstalen med en overraskende episode, der gør folk nysgerrige. Eller et provokerende spørgsmål: ”Hvorfor har jeg i det hele taget giftet mig med Benjamin som sidder her i dag? Er det pga. hans penge? Ja, jeg tjekkede hans konto forleden og det var ikke opløftende. Er det hans hår, hvorfra der flyder små snefnug eller er det fordi han er god til at køre bil? Hvis I går ud og kigger på Benjamins bil og nærstuderer venstre forskærm, så vil I opdage at det heller ikke er der vi finder svaret. Nej, når jeg har giftet mig med benjamin så er det ikke på grund af penge, hår eller køreevner.”

7. Overrask gæsterne og den du taler til

Hvis du kan overraske gæsterne og den du taler til, vil folk huske din tale for evigt. Du kan fx overraske ved at fortælle at I skal have et barn eller ved at forære brudgommen en billet til den Liverpool-kamp han altid har ønsket sig at se. Vent med overraskelsen til talens slutning, ellers vil den stjæle opmærksomheden.

8. Vis eventuelt en genstand frem for gæsterne

Fx en gearstang eller en parfumefalske, som fortæller om en episode der er særligt sigende for personen. Det må gerne være humoristiske genstande.

9. Der skal være en rød tråd i bryllupstalen

Fx ved at alt handler om det samme. Gentag nøgleord løbende. Start talen med en historie og vend tilbage den historie i slutningen.

10. Bind bryllupstalens dele sammen

Det kan være svært at følge med i en tale. Nogle bryllupstaler kan virke som en lang opremsning af historier og eksempler uden pointe. Som tilhører kan man miste overblikket og blive i tvivl om hvor taleren vil hen. Derfor skal du hele tiden guide dine tilhørere gennem talen og binde delene sammen. Du kan fx sige: ”Hvorfor siger jeg dette? Det gør jeg fordi …” Eller: ”Nu vil I måske gerne have et eksempel på det jeg lige har sagt? Det skal I få.” Spørgsmål er gode til at binde en tale sammen.

11. Øv talen derhjemme

Du skal kunne din bryllupstale udenad. Det må ikke virke som om du står og læser op. Det skal virke som om dine ord kommer direkte fra hjertet. Øv derfor din tale ved at læse den op 10-20 gange - indtil du kan den udenad.

 12. Lægger ordene godt i munden?

Mærk efter hvordan ordene lægger i munden, når du øver dig. Hvis ordene føles som varme kartofler i munden, så er det sikkert fordi sætningerne er for lange og ordene er for svære at udtale. Udskift lange og svære ord med korte ord og lange sætninger med korte sætninger. Brug kun ord, som du plejer at bruge, ellers kommer du let til at snuble i ordene.

13. Gode bryllupstaler er ikke kun skrevet til hovedpersonen

Gode taler er skrevet til hele selskabet. Du må derfor ikke nøjes med at kigge på brudeparret. Det vil lukke resten af selskabet ude. Kig på alle, og tal til alle. Sig: ”Jeg vil gerne sige jer, og når jeg fortæller jer denne historie, så er det fordi …” Inden du går i gang med din tale, er det en god ide at kigge rundt på alle.

14. Kropssprog og stemmeføring skal være levende

En slap stemmeføring og et dødt kropssprog kan ødelægge selv den bedste bryllupstale. Du må ikke virke stiv og energiforladt. Hav øjenkontakt med gæsterne og kig rundt på alle. Brug dine arme til at gestikulere. Drej din krop til højre og venstre. Brug en levende mimik. Vær ikke bange for pause. Skift tempo, hvor du nogle gange taler lidt hurtigt, og andre gange sænker tempoet. Tal højt og talt lavt. Det skaber variation og giver et livligt indtryk.

15. Er du nervøs?

Kniven slår mod glasset. Stilheden sænker sig, og alle gæster retter deres øjne mod dig. Bliver du nervøs? Ja, det gør de fleste, og det er kun fint. Nervøsitet hjælper dig til at virke tændt. Det er kun et problem, hvis nervøsiteten får dig til at kludre i det. Det undgår du ved at gøre to ting: Vær forberedt. Sig til dig selv: ”Jeg har styr på talen, jeg har øvet den 20 gange, jeg ved hvad jeg skal sige og jeg står inde for det jeg siger. Jeg kender talens opbygning og ved hvornår jeg skal sige hvad.” Den anden ting handler om vejrtrækning. Bliver du nervøs, hyperventilerer du og trækker vejret i den øverste del af lungerne. Så kan folk ikke høre hvad du siger. Sker det, skal du tage en dyb indånding og få vejret ned i maven.

Seneste artikler

Pressemeddelelser

Læs hvordan du gør journalisten positivt stemt over for din henvendelse med en brugervenlig opsætning. Teksten er et uddrag fra min bog om PR og pressemeddelelser ”Få det fortalt” Gyldendal Business 2009.…

Læs mere »

Bryllupstalen

Her er en arbejdsplan, der viser hvordan du hurtig og let får skrevet den perfekte bryllupstale.…

Læs mere »

Festtalen

Læs her hvordan du skriver en levende festtale til komfirmanden, fødselaren, brudeparret, studenten eller andre der har fortjent en god festtale.…

Læs mere »

Seneste blogindlæg

Copyright © 2007-2015 | Søren Marquardt Frederiksen | Kontakt »

Top ^